Du som har tændt millioner af stjerner
Om salmens tilblivelse

Af Thorsten Dyngby

Fra sød lejrbålsaftensang på en FDF-landslejr til folkeeje og kongelig begravelsessalme.

Lidt sjov historie om tilblivelsen af salmen og om hvorfor den blev ændret.

“Du som har tændt” blev bestilt og skrevet til Julsølejren 1981.

Forside af lejrbog
Johannes Johansen, som allerede var en kendt salmedigter, var lige blevet biskop over Helsingør stift da han fik opgaven af landslejrudvalget. Erik Sommer, lærer på Silkeborg Højskole sagde ja til at skrive en melodi. Han har fortalt, at både tekst og melodi blev til i løbet af ganske få dage og under et betydeligt tidspres, da salmen allerede skulle ligge klar til lejrbogens udgivelse i foråret 1981. Johannes Johansen havde dog nær glemt at skrive sin tekst, og da landslejrens chef Egon Ansbjerg rykkede for den, skrev han den hurtigt ned. Da teksten kom til Erik Sommer, havde han blot en dag til at skrive melodien.

På selve landslejren blev “Du som har tændt..” med det samme et megahit, som om den altid havde været der, når de 13.000 deltagere sang den for fuld hals under en mørknende himmel ved de store lejrbål.’

Ikke alle var dog lige begejstrede for salmen, især ikke da kredsene og nogle af landslejrens præster bar salmen med hjem til brug ved børne- og familiegudstjenester i de forskellige sogne. Flere teologer og præster fandt salmen en kende for banal. Udtryk som “konfirmandteologi” og “popsang” blev brugt, men på den anden side heller ikke så underligt når den var skrevet til 13-18 årige på landslejr. Andre gjorde vrøvl over grammatikken og ordvalget, feks. “...tro på, at Du er vor vogter og værner..” Vogter og værner brugt som substantiver. Gud kunne måske godt være en vogter, men hvad er en “værner”? Ordet er jo alene et verbum, og derfor er linjen noget sludder blev det hævdet. Johannes Johansen var ikke specielt god til at modtage kritik, og holdt sig til at salmen var blevet populær på rekordtid. Måske syntes han også, at Gud var stor nok til til både at kunne være det ene og det andet. Ikke desto mindre gik han med til ændre i versefødderne allerede året efter i 1982, så det blev til “Du er vort lys, du som vogter og værner..” ligesom andre små ændringer i teksten blev foretaget.

I 2003 blev “Du som har tændt” optaget i salmebogen iøvrigt sammen med Holger Lissners “Nu går solen sin vej”, som også var et bestillingsarbejde til Julsølejren 1981. Forinden blev salmens teologiske tyngde igen flittigt diskuteret, men her var den blevet så udbredt og populær, at den ikke var til at komme udenom.

Siden har denne FDF-aftensalme gået sin sejrsgang overalt, ligesom den er blevet en af de mest populære begravelsessalmer herhjemme. I 2017 havde prins Henrik også valgt, at den skulle synges ved hans bisættelse i Christiansborg Slotskirke.

Salmens folkelige popularitet blev endnu engang slået fast, da den blev en af de mest ønskede salmer under “Coronatidens” morgen- og fællessang i TV.

Du som har tændt fylder 40 år her i foråret 2021 og er blevet en sand evergreen, der nok skal glæde kommende generationer - også på mange landslejre fremover.

-----oooOooo-----

Du som har tændt millioner af stjerner: Tekst og node.

Referencer:
Thorsten Dyngby
Johanne Johansen
Holger Lissner
Erik Sommer
Silkeborg Højskole
Landslejren i 1981
Coronatiden.

FDF - Artikel nr. 3439 - oprettet 1. februar 2021 - ajourført - Udskriv
© FDFs Visuelle Museum, Jomsborg.
Kilde: FDFs Historiske Samling, Sletten.